Ina Online

 

Taronga: Sydney zoo

tirsdag den 2. januar 2018

 

Vi har købt biletter til Taronga, og forventer at bruge hele dagen der. Vi tog toget til Town Hall station, hvor vi skulle videre med M30. Vi troede det var en metrolinie, men kunne ikke se nogen station. Pludselig opdagede jeg, at der stod M30 på en bus - en metrobus. Spurgte chaufføren om det var rigtigt bussen gik til Tateonga, det var det. Vi kunne dog ikke komme med, uden at have et rejsekort. Hun var først lidt mut, men overgav sig og fortalte vi kunne få et kort i det nærliggende supermarked. Vi gik derhen og fik hver et kort på 10 dollars. Gik tilbage og ventede til den næste bus kom. Det var en dejlig bustur over Sydney Harbour Bridge til nordsiden af Sydney, så vi fik seightseeing med i købet. På trods af de store indkøbscentre var vejen livlig og fuld af små specialbutikker. Dejlige lejlighedskompekser, alle lejligheder med altan eller terrasse. længere ude kom store villaer, der blev mere og mere eksklusive - de lå også ned mod vandet og havde egen kajplads. Så var vi ved Tatronga Zoo.

Kom ind med mobil biletten, der er masser af ansatte og frivillige, alle meget imødekommende og ivrige efter at informere. Vi gik først til de Australske dyr: Gennem flere opdelte områder med fugle, koalaer, kænguruer, emuer, øgler og meget mere. Der var fugle allevegne, der susede tæt forbi.
Alle dyrene havde fantastiske forhold, og virkede rolige og upåvirkede af de mange forbipasserende. Vi spiste fish and chips til frokost, røg en forbudt cigaret og gik videre. Gennem områder der genskabte dyrelivet i de forskellige dele af Australien f.eks Blue Mountain og regnskoven. Vi gik ned af bakken mod vandet, og kom til et område med sæler, skildpadder og pingviner, f.eks så vi en kæmpe New Zeelandsk sæl.

Vi var nu nede hvor man kunne tage en “Sky Safari”, og stillede os i kø til denne tur i svævebane op til toppen af Zoo. Køen var lang, og det var rimelig varmt, trods lettere skyet vejr, men jeg insisterede på at vi skulle prøve. Turen var dog ikke så spændende, for de mange træer dækkede for udsyn til dyrene, og vi blev faktisk sat af helt oppe ved udgangen. Der satte vi os og fik kaffe og vand, før vi gik ind igen. Nu så vi så den anden halvdel af Zoo - den med andre dyr: Chimpanser og gorillaer, giraffer der stod foran den fantastiske udsigt til Operaen og Harbour Bridge.

Så var vi inde i et “fly” der fløj over den afrikanske savanne, medens vi hørte om hvordan man prøvede at redde elefanterne.

Vi kom videre til “Indokina”, hvor to tigere havde et bur. Det var sjovt lavet, med en jeep der stod halvt inde i buret, den ene kæmpe tiger lå på taget af denne jeep, den anden gik frem og tilbage foran vinduet - den virkede lidt stresset.

Det begyndte at trække op til regn, der var store sorte skyer, og mobilen havde da også forudset tordenvejr, så vi gik igen helt ned ved vandet, og ventede på færgen over til Circular Quay. Det regnede let, det tordnede og der var enkelte lyn, og det var tydeligt at en del af de mange mennesker der ventede på færgen var urolige over vejret. Færgeturen med “Charlotte” var dejlig, vi sad indenfor og 20 minutter efter stod vi ved kajen.

Vi kunne ikke komme ud: Der var ikke dækning på kortet ! En venlig medarbejder lukkede os dog ud, - turister ! Udenfor var der nu både regn og en strid vind.

Bjørn var stædig, jeg havde sagt jeg ville til Hyde Park og se St. Mary‘s katedral, og det kom vi også til, i regn og kulde !!

Bagefter var det tid til et glas øl og vin på en hyggelig restaurant ved Hyde park, i nærheden af Martins Place. Vi tog toget derfra og tilbage til lejligheden. Ingen problemer med rejsekortet, bortset fra at der nu kun var 2 dollar tilbage.

Jeg brugte en del tid på nettet for at fylde kortet op med 20 dollar på hver, så vi var klar til nye ture til byen. Vi var først tilbage klokken 21, men fik lavet en fin middag med lammefilet, oksepølser, brød og salat med rød spinat. Vi drak en masse kold rødvin - den vin er uovertruffen ! Så jagtede vi kakkelakker der prøvede at komme ind.

Tog bad, for regnen havde overraskende gjort een klæbrig og snavset, gik udmattede i seng langt over midnat, og sov straks.
 
 
 
Fremstillet på en Mac
næste
3_Skyer_over_Sydney.html
 
1_Nytarsdag_i_Sydney.html
forrige